I dag har jeg taget afsked med min studieveninde Sanne, som sidste mandag tabte kampen mod kræft. Hun efterlader sig mand og tre små børn.
Sanne lærte jeg at kende på lærerseminariet, og siden var vi seks lærere, der dannede det, vi kækt kaldte for "studiegruppen de seje".Vi var vist egentlig aldrig i studiegruppe sammen på lærerseminariet, men holdt efterfølgende kontakt og sås et par gange om året, hvor alt mellem himmel og jord blev vendt.
Sanne var et helt fantastisk menneske. Hun var autentisk, direkte og oprigtig interesseret i andre mennesker. Og derfor utrolig nem at holde af. Da hun fik brystkræft, insisterede hun på ærlighed omkring sygdommen, omkring livet og omkring døden. Og da hun sidste år fik diagnosen uhelbredelig kræft, beslutttede hun sig for at leve livet fuldt ud. Før hun døde, var jeg så heldig at høre hende holde foredrag om det at være uhelbredelig syg og samtidig mor, hustru, veninde og ja, menneske. "Ind og ud mellem verdener" kaldte hun foredraget, hvor hun åbenhjerteligt nedbrød de tabuer, som kan være forbundet med det at være syg og det at skulle dø. Det var et rørende foredrag, hvor vi kom igennem hele følelsesregisteret - fra grin til gråd.
Det var en smuk begravelse. Kirken var stuvende fuld. Jeg tror, at der var over 200 mennesker - hvilket også vidner om Sannes evne til at skabe relationer. Flere måtte stå ude i våbenhuset. Der var så mange blomster, at der også var blomster uden for kirken.
Sanne var et helt fantastisk menneske. Hun var autentisk, direkte og oprigtig interesseret i andre mennesker. Og derfor utrolig nem at holde af. Da hun fik brystkræft, insisterede hun på ærlighed omkring sygdommen, omkring livet og omkring døden. Og da hun sidste år fik diagnosen uhelbredelig kræft, beslutttede hun sig for at leve livet fuldt ud. Før hun døde, var jeg så heldig at høre hende holde foredrag om det at være uhelbredelig syg og samtidig mor, hustru, veninde og ja, menneske. "Ind og ud mellem verdener" kaldte hun foredraget, hvor hun åbenhjerteligt nedbrød de tabuer, som kan være forbundet med det at være syg og det at skulle dø. Det var et rørende foredrag, hvor vi kom igennem hele følelsesregisteret - fra grin til gråd.
Det var en smuk begravelse. Kirken var stuvende fuld. Jeg tror, at der var over 200 mennesker - hvilket også vidner om Sannes evne til at skabe relationer. Flere måtte stå ude i våbenhuset. Der var så mange blomster, at der også var blomster uden for kirken.
I stedet for blomster valgte vi i studiegruppen at give et gavekort til børnene til Djurs Sommerland, så de kan få en rar dag sammen og forhåbentligt et pusterum fra sorgen. For at vi alligevel havde lidt med, lavede jeg denne blomsterdekoration med blomster fra haven og fra grøftekanten. Farverig og lidt skæv - præcis som Sanne var. Jeg tror, at hun ville have sat pris på vores valg.
I kirken sang vi bl.a. nedenstående sang, som Sanne havde valgt. Det er så svært at finde mening i, at et menneske som Sanne skulle herfra i så ung en alder. Jeg tror ikke, man skal forsøge at finde en mening i det. Men der er mening med livet. Og Sanne insisterede på at leve det fuldt ud hver dag - også i den sidste tid, hun havde. Af det kan vi lære meget.
Har du visor, min vän, sjung dem nu!
För nu är tiden, då visor ska´ sjungas,
Och den som ska´ sjunga, är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Så synd om de sånger, som aldrig bliver sjungna!
Så tala inte om visor med mig.
Låt visorna tala för dig.
Vill du älska, min vän, gör det nu!
För nu är tiden för kårlek inne
Og den som ska´ älska, är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Så synd om den längtan, som aldrig har vågat!
Så tala inte om kärleken.
Låt kärleken tala, min vän.
Vill du leva ditt liv, gör det nu!
För nu är tiden, da dit liv ska´ levas,
Och den som ska´ leva, är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Vem bryr sig då om, vad du drömde och ville?
Så vänta inte på någonting sen.
Det är nu, du ska´ leva, min vän!
Sannes død har berørt mig dybt. Ikke blot er verden blevet et vidunderligt menneske fattigere. Tre børn har også mistet deres mor. Alle os, som er småbørnsmødre, har angsten for at dø bort fra vores børn siddende dybt i os. Jeg synes, det er så uretfærdigt, at de ikke har deres mor mere.
Men jeg ved, at de til fulde oplevede, at de var højt elsket af deres mor. Den kærlighed vil leve videre. Også selvom Sanne ikke er her mere.
Æret være hendes minde.
