lørdag den 7. maj 2016

Kunne du tænke dig at leje vores hus i sommerferien?



Vi tilbringer de fleste af vores sommerferiedage hjemme, for der er så skønt i vores have om sommeren. Men en uges tid er vi på Samsø. Vi har gode naboer, som altid er hjemme, og som holder øje med vores hus, imens vi er væk. Men i stedet for, at huset blot står tomt, tænker vi, at det kunne give god mening at leje det ud. Det prøvede vi sidste år, og det gik rigtig godt. Nu prøver vi igen i år.

Huset ligger i en lille by i et naturskønt område. Her er stille og roligt. Ingen butikker (den nærmeste 4 km væk), men med netforbindelse (endda en af de hurtigste;-)) og masser af plads. Har man lyst til en uge i et charmerende hus på landet, er dette en mulighed. 

Huset ligger godt placeret på Djursland.

Der er:
3 km til badestrand
 20 km til Djurs Sommerland
25 km til Aarhus centrum
30 km til Randers Regnskov
20 km til naturpark Mols Bjerge
28 km til Ebeltoft



Huset er på 170 kvadratmeter. 
Der er to børneværelser (et med seng i voksenstørrelse og et med juniorseng - her er også en ekstra madras) og et soveværelse, spisestue, stue, køkken, toilet (godt nok er vi på landet, meen lidt luksus skal der også være;-)) og også et syværelse, hvis man skulle få sy-abstinenser i sin ferie. 






Grunden er med en 8000 kvadratmeter stor, eventyrlig have og eng, så der er masser af plads til at boltre sig på.

Klik her, hvis du vil se flere billeder af huset og haven. 

Med til lejemålet hører også katten Sigurd, som gerne skal have mad to gange dagligt. Dertil kommer 4 kaniner og 11 kaninunger samt 5 høns, som også skal have mad. Til gengæld kan kaninerne kæles med, og hønsene kan levere friske æg. Hønsene kræver ikke meget pleje, og kaninerne går i store græsningsindhegninger, som skal flyttes dagligt.Desuden kommer du til at skulle vande krukker og evt. også køkkenhave og dahliabede, hvis det bliver meget varmt. Det vil naboen også gerne hjælpe med. 

Prisen for en uges leje er 4000 kr. 
Vi søger selvfølgelig en familie, som vi kan have tillid til vil behandle vores hus pænt, og som vi kan have kontakt med, inden vi tager afsted. 

Er du interesseret, så skriv en mail til mig (annasvenning@live.com). Her kan du også få at vide, hvilken uge, det drejer sig om. Jeg svarer i løbet af ugen - der kan godt gå nogle dage, men du skal nok få svar. 

Update: Tak for alle jeres henvendelser. Huset er nu lejet ud.



1 kommentar:

  1. Nej det vil jeg ikke, for jeg skal føde lige midt i sommerferien - men jeg vil gerne kommentere, at jeres hus ser dejligt ud. Sådan rigtig land-idyl :-)

    SvarSlet