En læser skrev en mail til mig for at høre mine tanker om at bo på landet. Det kom der en længere mail ud af, og da jeg havde skrevet den, tænkte jeg, at det måske gav mening at skrive et indlæg på bloggen med samme indhold.
I disse år er der i samfundet en voksende interesse for et liv i større balance med naturen. På Facebook kan man tilmelde sig grupper inden for selvforsyning, og programmet "Bonderøven", som viser det idylliske liv på landet, har mange seere. Det er en tendens, som jeg gerne vil bakke op om, for jeg tror på, at vi bliver nødt til at forandre vores levevis, hvis vi vil bevare Jorden. Jeg ved, at det er med fare for at virke "frelst", at jeg skriver dette. Det er dog ikke hensigten. Vi må hver især finde ud af, hvordan vi trives bedst. Et liv på landet var det rigtige valg for os.
Den måde, vi lever på, er på ingen måde ala Bonderøvens. Vi har begge fuldtidsjobs, som vi holder af, og som er nødvendige for vores økonomi. Af den grund har vores børn også lange dage i børnehaven og skolen. Vi har et travlt liv som så mange andre børnefamilier, hvor arbejdet fylder meget. Men at bo på landet har for os en enorm værdi.
Jonas og jeg har aldrig været i tvivl om, hvorvidt vi skulle bo på landet. Det er en drøm, som vi har delt, og som vi har stilet efter. Vi vil ikke kunne trives i et parcelhuskvarter, hvor grundene og husene er små. Ej heller i et nybyggerkvarter med moderne huse. Vi skal have plads og jord omkring os, og huset skal have en sjæl. Så da vi begge var færdige med studier og begge havde jobs, begyndte vi at se os om efter et lille husmandssted eller nedlagt gård på landet.
Vi kiggede både på "håndværkertilbud" og de istandsatte huse. Vi kiggede på huse, som lå i små landsbymiljøer og på huse, som lå "in the middle of nowhere" uden andre naboer end marker og skov. Vi endte med at købe vores husmandsted i en lille landsby med omkring 9 huse. Det var først og fremmest pga. husets charme, dets stand (det var et overskueligt projekt for os) og beliggenheden i forhold til Århus, hvor vi arbejder, at vi købte huset.
I dag er vi glade for, at vi endte med at bo et sted, hvor der er naboer. Det er rart at kunne "snakke over hækken" engang imellem, og at vi kan hjælpe hinanden. Det, har vi fundet ud af, trives vi bedst med.
 |
Det er fantastisk at kunne hente blåbær i haven |
Vores hus er på 170 kvadratmeter. Dertil kommer en staldbygning på 190 kvadratmeter. Grunden er omkring 2000 kvadratmeter, men nu, hvor vi har købt jord til, er vi oppe på omkring 7000 kvadratmeter. Tanken er, at den nye jord skal bruges til en større køkkenhave, til en frugtplantage og en lille skov.
Jeg tror, at det er vigtigt, at begge har lyst til livet på landet. For der er meget arbejde i det, og det er en livsstil. Vores hus er fra 1875, og selvom det er istandsat, er der mange projekter hele tiden. Vi tager ét ad gangen, og det er både en økonomisk og tidsmæssig beslutning. Sidste sommer fik vi nye gulve i underetagen. I år skal stalden istandsættes. Det er en "never-ending story" med et gammelt hus. Og det skal man selvfølgelig være indstillet på.
 |
Vedligeholdelse er en "never-ending story" |
Vi bruger det meste af vores fritid på vores hus og i haven. Vi har store planer, som vi arbejder målrettet hen imod. Vi nyder det, og vi får en stor tilfredsstillelse ved at se stedet forandre sig. Men det er også et slid. Her er altid noget at give sig til. Og vi kan være vældig trætte efter en weekend.
Når vi arbejder på hus og have, forsøger vi at inddrage børnene. For det meste nyder de at være ude sammen med os. Og så husker vi at prioritere også at lave bål og sidde og hygge os. Men det kan godt give mig dårlig samvittighed, at vi altid har projekter, som skal ordnes.
I vores landsby er der ikke andre børn. Lara går i skole omkring 3 km fra os, og skolen ligger i et parcelhus- og nybyggerkvarter med rigtig mange børnefamilier. Hun skal køres i skole hver dag, ligesom Askil skal køres i børnehave. Det kræver to biler, når man bor, som vi gør.
Udover, at der er meget kørsel, går Lara også glip af den spontane leg, der opstår i et kvarter med andre børn. Hun kan ikke bare lige gå over til naboens pige for at lege. Vi har skullet være obs på legeaftaler, og vi har skullet prioritere at køre hende frem og tilbage. På den anden side oplever vi, at hendes legekammerater rigtig gerne vil besøge os, for vores hjem er anderledes end det, de kommer fra, og her er andre muligheder. Og den opvækst, vi kan give vores børn her, kunne ikke lade sig gøre i et parcelhuskvarter.

Tanken om selvforsyning tiltaler os, men det må aldrig blive sådan, at det er så stort et slid, at det bliver surt. Det skal være sjovt, og det skal først og fremmest være med henblik på at lære børnene om, hvor maden kommer fra, og hvordan vi kan passe på miljøet. Vi dyrker grøntsager i vores køkkenhave, som vi spiser sæsonen igennem. Det er fantastisk at se tingene vokse. Vi har høns, som børnene er med til at slagte, og i år forsøger vi os også med slagtekaniner. Det er et stort arbejde at have dyr, og så længe, at børnene er små, skal vi ikke have mere end dette. Men det er fedt at se Lara være med til at plukke en høne eller flå et rådyr.
 |
Huset, da vi købte det - med den gamle pigstensbelægning, som er vældig romantisk, men meget upraktisk |
 |
Og om efteråret og vinteren blev gårdspladsen et mudderbad |
 |
Gårdspladsen sidste sommer - pigstenene er fjernet, og der er kommet perlegrus på istedet |
Sommertiden er absolut den bedste, når man bor på landet, synes jeg. Vinteren kan godt være lang at komme igennem. Her er mørkt, og selvom det er dejligt med stjernehimlen, kan jeg godt savne byens lys. Men det kunne ikke være anderledes. For jeg ville aldrig kunne trives i en by, og da slet ikke om sommeren.
 |
Huset ved vintertid |
Der er fordele og ulemper ved alle måder at bo på. Og der skal indgås kompromiser, når man ikke har mange millioner at købe hus for. I bund og grund tror jeg, at børn trives, der hvor deres forældre trives. Længere er den ikke. Der er så mange måder at bo på, og dette er blot en af dem.
_________________________________
Just something about living on the country.