onsdag den 28. maj 2014

Love at first stitch - en anmeldelse








Engelske Tilly Walnes, som driver sybloggen Tilly and the Buttons, har lige udgivet en bog om syning af kjoler - for nybegyndere såvel som øvede. Og den måtte jeg selvfølgelig eje, så i sidste uge landede den i min postkasse.

Bogen er på omkring 190 sider og indeholder derudover tre mønsterark. Bogens designs er tre kjolemodeller, to nederdelemodeller, et tørklæde, en pyjamas og et blusemønster (en oversigt ses på det trejde billede). Alle designs har varianter. Fx kan kjolerne, nederdelene og tørklædet laves i tre forskellige varianter. 

Bogens styrkeside er den udførlige billedbeskrivelse af syprocesserne i de forskellige designs. Her er der virkelig gode diys ala dem, man kan finde på syblogs'ene. Og på den måde er bogen en rigtig god begynderbog, trods det, at den er på engelsk. 

Foruden vejledningerne til de forskellige designs og syteknikker er der et (forholdsvis langt) afsnit om det værktøj, man skal have (nåle, saks, tråd og den slags). Afsnittet beskriver også, hvordan man tråder en symaskine, overfører mønster og stryger sine kreationer. Sådanne afsnit er der i de fleste engelske og amerikanske sybøger, og dem er jeg godt træt af - men det er måske lærerigt for den helt uerfarne. 

De forskellige designs er enkle og ser ud til at være nemme at gå til. Og afsnittene slutter med et "make it your own", som giver ideer til, hvordan man kan give kjolen/nederdelen/tørklædet et personligt udtryk.
Men jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere "sprælskhed" i de forskellige designs - de er lidt for enkle efter min smag. 

Mønsterarkene er overskuelige og nemme at gå til. Det er ikke ala Burdas eller Ottobres, hvor man virkelig skal holde tungen lige i munden!

Tillys egen historie er ret fascinerende at læse. For fire år siden fik hun lyst til at kaste sig ud i syningen. Hun havde på daværende tidspunkt ingen syerfaring. Og nu er hun blevet så dygtig, at hun kan udgive bøger om emnet. Det er da fantastisk, synes I ikke?

Og hendes sy-filosofi tiltaler mig. Her er et par citater fra bogen:

- You can make sewing as easy or as difficult as you like.
- As with so many things in life, there is usually no single "correct" way of doing things. Do what works for you.
- Don´t let the pursuit of perfection hold you back: It probably looks much better than most high street clothing. 
- The joy of stitching is knowing that no one else in the world has the same outfit as you

Bogens modeller er inspireret fra 50erne. Ligeledes er bogens layout retro-inspireret. Og det synes jeg jo vældig godt om:-) 

Billederne herover yder ikke bogen retfærdighed. Der er mange lækre billeder. Og bogen kommer for mit vedkommende nok mest til at fungere som godnat-læsning og som inspiration. Lige nu har jeg nemlig et hav af kjolemønstre, som jeg først vil kaste mig over. Men måske kommer jeg også til at sy et par fra Tillys bog. 

Bogen har jeg købt via amazon.co.uk - du kan finde den her  (hvor du også kan bladre i bogen). Den koster omkring 130 danske kroner. Men så kommer der moms og porto oveni - jeg tror jeg kom af med omkring 200 kr. 


_________________________



I've bought the book "Love at first stitch" - written by Tilly Walnes, a diy dressmaker and blogger (you can find her blog, Tilly and the Buttons, right here). The book is fabulous for beginners and explains in pictures how to make the designs. 



24 kommentarer:

  1. Tak for anmeldelse af bog. Den vil jeg også købe.. Måske.

    SvarSlet
  2. Takk for din fyldige presentasjon av boken - det høres ut som en bok jeg godt kunne eie :)

    SvarSlet
  3. Den lyder som noget man skal forsøge at kaste sig ud i - måske et fødselsdagsgave-ønske til efteråret, hvor tiden til at sy igen er der. -har lige en ph.d-afhandling der skal skrives og afleveres inden. Men altid dejligt med noget at se frem til 😊 tak for tippet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hov! Kom i en overspringshandling til at købe den... :S

      Slet
  4. Åh, det er vist godt, at jeg skal til London i morgen. Den er ihvertfald kommet på "indkøbslisten"! ;)

    Tak for tip....
    /Christina

    SvarSlet
  5. Det var ikke sødt... nu "kom" jeg jo til at bestille den hos ebay.... :D. Glæder mig til den ankommer
    Kh Susanne, suskreahjoerne.blogspot.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var bestemt ikke for at lokke - kun for at informere:-) Men kender det godt - faktisk alt for godt;-)

      Kh
      Anna

      Slet
  6. Tak for inspirationen :-) Jeg er ikke kjole-pige, men ville egentlig gerne, så måske jeg skulle prøve den. Synes at jeg har bestilt bøger hos amazon.uk uden at betale porto, dog med noget længere leveringstid (op til 14 dage, men de ankom efter en lille uges tid). Jeg kan ikke helt huske præcis hvad jeg gjorde, men det må være undervejs i bestillingsprocessen, at der er mulighed for at vælge lang leveringstid og ingen porto.
    Mange hilsner,
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tip, det skal da undersøges næste gang, jeg bestiller hos amazon!

      Kh
      Anna

      Slet
  7. Tak for den gode anmeldelse og billeder. Det er virkelig guld værd med en anmeldelse, for der er jo et hav af bøger derude. Der er godt nok mange anmeldelser på nettet på engelsk, men nu ved jeg jo lige som, hvad du står for og din stil, da jeg kender dig gennem bloggen.
    Hmm nu har jeg bestilt bogen :-) Glæder mig til at modtage den. Jeg bestilte "Burdastyle sewing vintage modern". den er jeg ret spændt på.
    kh viola

    SvarSlet
    Svar
    1. Meld lige tilbage på burdastyle bogen - gerne i form af en boganmeldelse på din blog - så jeg ved, om jeg også skal have den:-)

      Kh
      Anna

      Slet
    2. det kan du ige regne med :-)

      Slet
  8. Det lyder som en bog jeg skal have i butikken. Der er jo desværre ingen, der laver sådanne bøger i DK. Tak for fin anmeldelse ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, og hvis de gør, får de nok ikke lov til at udgive dem - dertil er kundegrundlaget for lille. Synes der er langt mellem sybøgerne i Danmark.

      Kh
      Anna

      Slet
    2. Ja det er lidt ærgeligt, men lad os slå et slag for danske sy-interesserede, så kan det jo være ... Kh Marianne

      Slet
  9. altid spændende med nye bøger, og dejligt med en anmeldelse. Kan du fortælle mig om alle mønstre er beregnet til fast stof eller om der også er jerseymodeller i bogen ? Kh Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er fast stof, det hele:-)

      Kh
      Anna

      Slet
  10. Ih, den kunne jeg sagtens blive fristet til at købe :-)
    Joan

    SvarSlet
  11. Jeg har også købt den bog og jeg er svært begejstret for den! Jeg er absolut også totalt nybegynder i forhold til en garvet syerske som dig. Og modellernes enkelthed gør, at jeg ikke er helt skræmt. :) Jeg savner dog en god opskrift på et pencil skirt. Men det må jeg jo så finde et andet sted. Når jeg har taget lidt tilløb, skal jeg helt sikkert prøve nogle af modellerne af. :)
    Kh Astrid

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker, at pencilskirtet ikke er med, fordi det kræver en del tilretning. Jo strammere, jo mere præcis skal man være i forhold til tilretning, så det passer ens egen form. Du kan helt sikkert finde et sådant mønster, hvis du googler det - og der findes mange vintage udgaver af det.

      Kh
      Anna

      Slet
  12. Thank you for sharing it. Hopefully I can order it in Germany, I will try... lovely greetings, Rike

    SvarSlet
  13. Ååh - den må jeg da eje! Måske jeg så tør kaste mig ud i at sy til mig selv - foreløbig har jeg kun syet til mine børn, det er lidt mere overskueligt;) Tak for tip!

    Jonna

    SvarSlet
  14. Sikke en fin og grundig anmeldelse. Tak for det! Jeg kunne finde på at købe bogen alene ud fra titlen - den er fin, synes jeg :)

    SvarSlet
  15. Uhhh den er skrevet på ønskeseddelen! sammen med en ny symaskine da min gamle Bernina ryger :( Savner at sy men syntes at det er sååååå svært at vælge en ny!

    SvarSlet