torsdag den 20. marts 2014

Syvejledning til Lara-kjolen



Her kan du se, hvordan du syr LARA kjolen, som har hætte og indvendige lommer.
Mønsteret har jeg designet, og det kan du købe lige her.
Det har to søstre-mønstre - alle tre kan købes i en sampak her.

Det er ikke svært at sy kjolen, og jeg vil vove den påstand, at begyndere også kan være med. Det sværeste ved kjolen er knaphullerne. Har du ikke en symaskine, som vil lave pæne knaphuller, kan du benytte trykknapper i stedet (fx. kam plastikknapper, som fås i et utal af farver - google "kam trykknapper" eller "kam buttons"). 

LARA har to søster-mønstre, som hedder LUNA og LIVA. Disse mønstre kan kombineres med LARA - dvs. du kan fx sy LARAs overdel sammen med LUNAs underdel osv. 

Kjolen sys sammen på symaskine og kanterne overlockes på overlocker - har du ingen overlocker, kan du enten zigzagge kanterne eller, hvis det er jersey, lade dem være, da jersey ikke trevler. Inden længe laver jeg et indlæg med fif til syning i strækstoffer - det er faktisk ikke så svært.

Mønsteret udgives i fire størrelser - str. 74/80 - 110/116. I mønsteret er der et måleskema, så du kan finde den rigtige størrelse. 


Stofvalg

Mønsteret egner sig til alle former for strækstof, fx. isoli, jersey, babyvelour, sweatshirtstof og strækfrotte. Brug de kraftige strækstoffer, fx isoli og sweatshirtstof, til en vinterkjole og de tyndere strækstoffer, fx bomulds- eller viskosejersey, til en sommerkjole. 
Kanterne klippes eller skæres af jersey, som ikke er for kraftig i kvaliteten. Stof og Stils ensfarvede jersey er mellemkraftig og egner sig fint.

I mønsteret står der, hvor mange cm stof du skal bruge. 

Vask stoffet, inden du klipper. På den måde undgår du, at kjolen krymper efterfølgende, samt du får overskudsfarve ud af stoffet. 


 Klippevejledning

Har du købt mønsteret i str 122-140 - se først her. 
Have you bought the pattern size 122-140 - look right here.

Tegn mønsteret over på mønsterpapir i den ønskede størrelse. 
Læg stoffet dobbelt og klip efter klippevejledningen i mønsteret.
Husk at lægge sømrum til - jeg benytter 1 cm. 

Du skal bruge:

Nederdel 2 x mod fold - den ene klippes med hul til lommerne
Bagstykke 1 x mod fold
Forstykke 2 x
Hætte 2 x
Ærme 2 x
Lomme 1 2 x
Lomme 2 2 x 
(lomme 1 kan evt. klippes i anden farve, som jeg har gjort på denne model)

Deruover skal du i ensfarvet jersey klippe:

Belægning  2 x
Hætte 2 x

Og klippe eller skære kanter i jersey efter målene, som du finder i mønsteret.

Desuden skal du bruge 4-6 knapper med en diameter på ca. 1 - 1,5 cm. (Antallet afhænger af størrelsen på knappen samt størrelsen på kjolen). 

Vælg sytråd og overlockstråd i samme farve som jerseykanterne. 


Tegn mønsteret over på mønsterpapir i den ønskede størrelse og klip efter klippevejledningen. Husk 1 cm sømrum.
Her har jeg klippet selve kjolen i græsgrøn isoli og foer til lomme og hætte i en stærk grøn.  

Klip eller skær jerseykanter. Det er nemmest at skære kanterne med rullekniv, skæreunderlag og patchworklineal,
men de kan også sagtens klippes - bare vær omhyggelig med opmålingen.
Jerseyen, jeg har brugt her, er for tynd og slasket (det er t-shirt-jersey) - vælg en kraftigere kvalitet.
(På billedet mangler jeg jerseykanten til ærmerne) 

Overdelen

Sy først hætte og hættefoer sammen i hættens runding ret mod ret. 

Stryg sømrummet fra hinanden. 

Brug en tvillingenål til at sy en pyntestikning på retsiden af hætten og hættefoeret. På den måde holdes sømrummet på plads,
og det ser godt ud. Har du ikke en tvillingenål, kan dette punkt springes over. I såfald vær ekstra omhyggelig med at få
strøget sømrummet ned.  

Sy forstykkerne sammen med bagstykkerne ret mod ret. Skuldersøm og sidesøm sys og overlockes/evt. zigzagges. 

Sy nu hætten på overdelen. Hættens midte skal selvfølgelig ramme bagstykkets midte. Skuldersøm vendes ind mod midten.
Sømrummet skal ikke overlockes eller zigzagges.  

Fold jerseykanten, så den bliver dobbelt, og nål den fast på overdelen. Det gøres sådan: Find først midten på jerseykanten
og nål den fast på hættens midte. Nål derefter fast i enderne og til sidst nåles resten af kanten fast. 

Sømrummet til overdel og hætte vendes op mod hætten. 

Sy nu kantbåndet fast med 1 cm sømrum. 

Så skal der måles ud til knaphuller. Jeg har brug 5 knapper til denne kjole, men alt mellem 4 og 6 knapper går. Jeg har sat den
øverste knap 1,5 cm fra hætten. Knaphullet skal være lidt større end selve knappen (er knappen 1,5 cm, skal knaphullet være
2 cm). Jeg har 2 cm mellem hver knaphul, men du kan også have 1 cm eller 1,5 cm mellemrum.
Vigtigst er, at den nederste knap ikke kommer for tæt på kanten. 


Har du ikke prøvet at sy knaphuller i før, er det godt at lave en prøve først. Selvom jeg efterhånden har lavet mange knaphuller,
afprøver jeg altid først på en rest af det stof, som jeg skal sy det rigtige knaphul i. På den måde er jeg sikker på, at maskinen
er indstillet rigtigt. Det forbandede med knaphuller er nemlig, at de er næsten umulige at pille op igen.  

Jeg måler ud efterhånden som jeg syr knaphullerne. Her vælger jeg at have 2 cm mellem.
Jeg er obs på, at knaphullet bliver syet præcis i midten af jerseykanten. 

Og så er mine 5 knaphuller klar. 

Når man sprætter knaphuller op, skal man passe på ikke at komme til at sprætte tråden op.
Jeg sprætter derfor fra enden og ind mod midten ...

... og når jeg når midten, starter jeg fra den anden side og sprætter ind mod midten igen. 

Overlock eller zigzag evt. den yderste kant på belægningen. 

Og sy belægningen fast på hættefoeret ret mod ret. 

Sy ligeleden den anden belægning på, så resultatet bliver som billedet viser. 

Nål nu hættefoer/belægning fast ret mod ret hele vejen rundt. Jeg er obs på, at stikningerne ved hætte og hættefoer passer sammen. 

Og så syr jeg det fast i jerseykantens søm. 

Retten vendes ud på foer og belægning. Hættefoerets kant bukkes en cm op og nåles fast i sømrummet fra overdelen. 

Jeg syr foret fast i sømrummet med små sting. 

Sy nu ærmerne som billedet viser. 

Sy jerseykanten til ærmet sammen ret mod ret, så det bliver til et rør. 

Vær omhyggelig med at få sømrummet fra hinanden, uden retten vendes ud. Du kan evt stryge sømrummet. 

Fod ærmekanten som vist på billedet. 

Nål ærmekanten fast til ærmet. Du vil opleve, at du skal trække lidt i ærmets stof, da ærmekanten er mindre end selve
ærmet. Find først midterpunkter og nål dem fast, inden du sætter nåle hele vejen rundt. 

Når du syr ærmekant sammen med ærme, skal du trække lidt i stoffet, så jerseykanten bliver glat og ikke buler. Kunsten
er at undgå at komme til at strække så meget, så ærmets stof også strækkes. Overlock eller zigzag evt. kanten. 

Og så ser ærmet således ud. Lav nu et magen til. 

Find ærmets skulder-midte og nål det fast ret mod ret i overdelens skuldersøm. Sidesøm skal passe sammen med
ærmets søm. Nål nu ærmet fast. Du vil opleve, at du skal holde stoffet til (trække lidt i stoffet) for at få det til at passe. 

Sy ærmet fast - overlock eller zigzag evt. sømrummet - og så ser det således ud. Sy det andet ærme fast på samme måde. 

Sy jerseykanterne sammen og belægningen fast til overdelen med 0,5 cm sømrum. 

Og så er din overdel færdig. 

Nederdelen

Sy jerseykanten på kanten til lommen på nederdelens forstykke. Kantbåndet er kortere end kanten, og det skal derfor strækkes.
Nål det fast på denne måde: Find midte på kantbånd samt på lommekanten. Nål kantbåndet fast der. Nål derefter enderne fast og
stræk kantbåndet mellem de tre punkter og nål fast. 

Nål lommeposen (lomme 2) fast på jerseykanten. 

Og sy den fast i præcis samme stikning som jerseykantens. 

Stryg lommekanten om på nederdelens vrangside. Stryg ligeledes jerseykanten helt skarp. 

Nål nu lomme 1 fast på lomme 2 og sy de to dele sammen langs den ene kant (der hvor nålene er placeret). Overlock
eller zigzag evt. sømrummet. 

Nål nu lommens side samt øverste kant fast til nederdelen. (Grunden til, at jerseykanten buler, er fordi længden ikke passer.
Dette er en af mine mange prøvekjoler, og jerseykantens længde er rettet i dit mønster). 

På vrangsiden ser det således ud. 

Sy lommen fast med 0,5 (eller mindre) cm sømrum. 

Sy nu de to nederdeles sidesømme sammen ret mod ret. Sørg for, at lommerne kommer med i syningen.
Overlock eller zigzag evt. kanten. 

Så skal der kantbånd på nederdelens kant. Sy kantbåndet sammen ret mod ret.

Fold derefter kantbåndet, så det ligger dobbelt. Find fire punkter med lige langt imellem. Find også fire punkter
på nederdelens kant. Start med at nåle jerseykanten på nederdelens kant ved disse fire punkter, og sæt derefter
nåle hele vejen rundt. 

Sy eller overlock jerseykanten på. 

Og stryg den helt skarp. Sømrummet stryger jeg op mod nederdelen. 

Og så er nederdelen færdig (undrer du dig over, at lommerne er så små, så er det igen fordi, at det er en
prøvekjole - det er rettet på det rigtige mønster). 

Nål nu overdel og nederdel sammen ret mod ret. Sidesømme skal passe sammen og midt bag på overdel skal passe med
midt bag på nederdel. Det samme gælder for midt for. Sy med 1 cm sømrum. Overlock eller zigzag evt. kanten. 


Og så er kjolen færdig!





Kjolen herover er en af mine mange prøvekjoler og derfor med lidt fejl (jeg har brugt en for tynd jersey til kanterne, jerseykantens længde passer ikke i lommen og lommerne er for små).
Alt dette er rettet i det rigtige mønster!

Har du spørgsmål til syvejledningen, så tøv ikke med at lægge en kommentar. Jeg vil løbende forsøge at holde øje med indlægget og svare på kommentarer. Svarer jeg ikke, så prøv at sende mig en mail.

Du må også meget gerne lægge et link til billeder af kjolen, hvis du får syet den op og viser den frem på din blog. 

Rigtig god syfornøjelse!





_________________________




This is my tutorial on how to sew a Liva dress. I'm afraid it's too long time for me to translate, but I hope you'll figure it out anyway by looking at the pictures. You can buy my pattern right here


21 kommentarer:

  1. Du laver altså bare de skønneste vejledninger.. når jeg er kommet ovenpå igen, kunne det være, at der skulle ofres sådanne et mønster så jeg kan få syet lidt til venindernes piger, men i første omgang vil jeg starte med de babybukser og den jakke du har lavet en diy på, har en niece der snart skal have en lille pige, så det må jeg lige øve mig lidt på først :-)

    SvarSlet
  2. Hold nu op en grundig vejledning!
    Selvom jeg er lagt fra nybegynder, synes jeg at det ser lidt svært ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nu ikke min oplevelse - men kast dig ud i Luna modellen, evt uden lommer - den kan altså ikke gå galt.

      Mange hilsner
      Anna

      Slet
  3. Så fik jeg prøvet et sy en af dine kjoler :-)
    Det gik smertefrit pga dine fine syvejledninger - de er dejlige nemme at følge!
    Hvis du får lyst pg tid kan du se kjolen her :
    http://boselade.blogspot.dk/2014/04/sytid-og-nyt-mnster.html

    SvarSlet
  4. Så har jeg også fået afprøvet det fine mønster:
    http://himpsegimse.blogspot.dk/2014/04/en-laralil-kjole.html

    Har du nogle erfaringer med at sy mønsteret op i faste bomuldsstoffet?
    Kh Nicoline

    SvarSlet
    Svar
    1. ... og endnu en version har set dagens lys her :)
      http://himpsegimse.blogspot.dk/2014/04/endnu-en-laralil-kjole.html

      Tak for et super godt mønster :)

      Slet
  5. Her er det også blevet til 1,5 kjole 😊 dine vejledninger er fantastiske og nemme at følge! Og min datter er vild med dem.
    Mvh Malin

    SvarSlet
  6. Så fik jeg også syet kjoler efter dine mønstre. Jeg prøvede at sy i bomuldsstof i stedet for strækstof og det gik fint. Kjolerne kan ses på: http://sanneoverby.blogspot.dk/2014/05/laralil-kjoler.html

    Tak for nogle gode mønstre

    SvarSlet
  7. Så god vejledning. Den kjole bliver et hit her i foråret

    SvarSlet
  8. Skønne kjoler:)
    Har du ingen mønstre i 122-128?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, desværre går mønstrene ikke så højt op.

      Mange hilsner
      Anna

      Slet
  9. Købte dit skønne kjolemønster for noget tid siden, og vil nu til at kaste mig over sy-processen. Kan hættefoer evt. være i stof uden stræk? Her tænker jeg en fast bomuld... Synes det er lettere at finde flot mønstret stof i faste stoffer.
    Mvh Rikke

    SvarSlet
  10. Ja, det vil det sagtens kunne!

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  11. incredible! really i love being here and watching you working! now i would like to sew something for my doughter - you have a good influence on me. Thx

    SvarSlet
  12. Kan man få tilsendt mønster på PDF, så man ikke skal vente på posten ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tine

      Nej, desværre. Grunden til det er, at pdf mønstre meget nemt kan deles på nettet. Så derfor sælger jeg det kun som papirsmønster.

      Mange hilsner
      Anna

      Slet
  13. https://www.facebook.com/HelleEllegaardJakobsen1/posts/10204151877315990
    K bruger str 92, men jeg lavede str 98/104. Havde bøvl med knapperne

    SvarSlet
  14. Jeg sidder og er i gang med at sy Lara kjolen i str 128. Jeg sidder og bøvler lidt med kanten rundt om hætten. Hætten og kroppen rundt giver 140 cm, men i vejledningen står der at kanten kun skal være 92 cm. Dvs. der mangler 48 cm for at jeg kan få det til at passe. Med mindre stoffet skal strækkes virkelig meget (og det kan det ikke, hvis det skal være pænt). Skal det det, eller er der en fejl et eller andet sted?
    MVH
    Sofie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sofie

      UNDSKYLD mit sene svar! (Skriv gerne en mail til mig næste gang - jeg får ikke altid læst kommentarer på ældre indlæg). Du har helt ret. Der er en regnefejl i mønsteret - se indlægget lige her:
      http://www.laralil.dk/2016/07/en-fejl-i-lara-mnsteret-str-122-140.html

      Mange hilsner
      Anna

      Slet
  15. jeg har for noget tid siden købt lara mønsteret og skal nu endelig igang med det.
    kan det passe, at ærmet ikke er særligt langt, og det ikke er nogen mønster del for den nederste del af ribærmet ?

    SvarSlet