onsdag den 11. september 2013

Lykken er ... (og lidt om udfordringerne ved at have et indadvendt barn)



 Lykken er at slå koldbøtter. I hvert fald hjemme i sofaen.

I torsdags startede Lara til gymnastik. Efter en sommer med et brækket ben (som tog noget længere tid at komme over end de 14 dage, benet var i gips) er det tiltrængt. Lara er i forvejen ikke så motorisk stærk. Hun er en forsigtig pige, som gik sent - hun var næsten 2 år, før hun tog sine første skridt. Heldigvis kan hun godt lide at røre sig, og vi har tidligere gået til gymnastik med hende med stor succes.

I torsdags var så første gang til gymnastik i lokalområdet. De fleste af børnene er fra hendes børnehave og derfor kendte ansigter. Programmet var godt og spændende. De to voksne instruktører søde og pædagogiske. Men da Lara var blevet sat i cirklen sammen med de andre piger, sagde instruktøren: "Nu synger vi en velkomstsang og så siger vi vores navne. Bagefter siger vi farvel til mor og far, og så kan de vente udenfor".

Jeg havde ikke forberedt Lara på dette, da jeg havde regnet med, at forældrene skulle være til stede. Da vi gik til gymnastik sidst, var det sammen med forældrene - men da var hun selvfølgelig også yngre. Jeg kunne sagtens se på Lara, at det var noget, hun ikke brød sig om. Og der gik da heller ikke lang tid, før hun stormede hen til mig med tårer trillende ned ad kinderne. Og jeg måtte trøste hende og forsikre hende om, at jeg ikke gik fra hende. Derefter gik alle de andre forældre. Jeg blev sammen med Lara timen igennem. Hun var trykket over situationen og holdt ofte krampagtigt fast i mig. Andre gange kunne hun godt slippe mig. Da vi skulle hjem, synes hun, at gymnastiktimen havde været en træls oplevelse trods det, at jeg roste hende og fortalte, hvor fantastisk det hele havde været.  

Siden Lara var helt spæd, har hun været et indadvendt barn med et enormt tryghedsbehov. Nu, hvor Askil er kommet til verden, går det for alvor op for mig, hvor stor forskel der kan være på børn, hvad dette angår. Og at man allerede kan se deres personlighed, når de er babyer. Vi kunne ikke lade andre bære på Lara, da hun var baby. Der gik lang tid, før hun følte sig tryg ved sine bedsteforældre, som hun ellers så tit. Hun brød sig ikke om at være sammen med andre børn, og hun skulle helst skærmes for for mange indtryk. Hun smilede ikke så ofte, men så i stedet skeptisk ud. Da hun kom i vuggestue, skulle hun skærmes mod fremmede mennesker, og i starten var hun bange for de andre børn. Jeg blev ofte konfronteret med, at jeg burde lade mit barn være mere i fremmede hænder. Men jeg kunne se på hende, at hun ikke var tryg, og jeg skærmede hende derfor.

Helt anderledes er det med Askil. Han smiler og pludrer til selv fremmede mennesker, og han har et enormt behov for at der skal ske noget. Han vil opleve verden. Det er vidunderligt at have en baby, som man ikke skal skærme for verden, og hvor man ikke hele tiden skal passe på, at han ikke bliver utryg.  Jeg tror ikke, at hverken jeg eller Jonas gør tingene meget anderledes her anden gang. Vi har bare et andet barn med en anden personlighed.

Lara har selvfølgelig taget sin indadvendthed med sig. Og vi har forsøgt at tilgodese hendes behov for tryghed og beskyttelse vel vidende, at det er den eneste vej ud af det. For det handler om at opbygge en tryg base, hvorfra hun kan få mod på verden udenfor. For os handler det om, at hun træder ud i verden med et højt selvværd - og et højt selvværd får hun kun ved, at vi anerkender og elsker hende som den hun er.

Men vi er nok også været medskabere af denne generthed. Forstået på den måde, at vi har synes det er svært at have et indadvendt barn. Vi har ofte undskyldt hendes til tider meget uhøflige opførsel over for fremmede mennesker med et "ja, hun er altså ret genert" eller svaret for hende, når hun er blevet spurgt om noget. Vi har italesat det i så høj grad, at hun nu ofte konstaterer "jeg er også lidt generet". Og til tider er vi blevet irriterrede på hende og har forsøgt at presse hende til at være anderledes. Heldigvis ikke så ofte. Men hun har nok kunnet mærke, at vi engang imellem har syntes, at hun burde være mere udadvendt.

Jeg ved, at det genertheden over med tiden. Jeg skal selvfølgelig ikke med til gymnastik resten af hendes liv. På et tidspunkt får hun også mod på at komme hjem til de andre piger til legeaftaler og fødselsdage. Hun har nu fået mod på at snakke lidt med ekspedienterne, når vi køber ind - så der sker da fremskridt.

Men jo ældre hun bliver, jo sværere bliver det også at være indadvendt. Hun har endnu ikke været med til de fødselsdage, som hendes veninder kommer med til. Hun har kun en enkelt gang været hjemme hos sin bedste veninde uden mig (og det gik ikke så godt). Og hun bliver mere og mere bevidst om sin personlighed. Vi kan se, at det bliver bedre, men føler os til tider også frustrerede. For det er en hårfin balancegang at udfordre hende uden at komme til at presse hende.

Måske du kender disse udfordringer?



36 kommentarer:

  1. Det kunne næsten lyde som mine to børn du beskriver. Min ældste Christian gør langt hen af vejen det samme som Lara, hvis han ikke er forberedt på hvad der skal ske, kan han godt gå i baglås, og han havde helt sikkert reageret som Lara til gymnastik. Det er dog blevet bedre med tiden, han er 5 nu, men er han lidt træt, så kommer det hurtigt igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Lara har også mest mod på det hele, når hun er frisk - men sådan er det jo nok med os alle sammen.

      Kh
      Anna

      Slet
  2. Jeg forstår så godt dine udfordringer med Lara. Det er svært når hun er indadvendt, men jeg synes du har godt tag om det ved at udfordre hende og ikke presse hende så hun går i baglås.
    Det da super flot hun har været med til gymnastik, det må være en stor ting for hende og håber det bliver en succes. Jeg er selv gymnastik instruktør for børn og vil helst også at forældrene forlader salen mens vi laver gymnastik, børnene er simpelthen nemmere at undervise uden firældre. Dog har jeg også mødt mange piger som Lara og selvfølgelig skal du være i salen, hvis det gør Lara tryg. Forklar endelig instruktørerne det og det er kun en stor hjælp til dem, hvordan de skal opbygge tryghed hos Lara og dig. Jeg har faktisk også haft mødrene med på gulvet, tryghed for barnet og en ekstra hjælp for instruktørerne. Pøj pøj med gymnastikken ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har heldigvis fået snakket med instruktøren, som umiddelbart virkede forstående. Så nu må vi se, om jeg skal blive der sæsonen ud, eller om det ændrer sig.

      Kh
      Anna

      Slet
  3. Kære Anna
    Ja, jeg er fast læser af din blog, men har aldrig responderet den anden vej før - men dette ramte lige i hjertet på mig. Det er jo min store dreng, som du beskriver ovenfor!! Han er syv i dag. Han har stadig brug for et godt stabilt og trygt afsæt, men efter lidt betænksomhed, så kaster han sig ud i udfordringerne med stort gå-på-mod. Og det er som om at sejr ved at overvinde frygten kommer ekstra tilbage i form af stolthed og glæde :-). Jeg har to mindre drenge, som på ingen måde overvejer konsekvenser, men kaster sig ud i livet uden overvejelser, så jeg oplever også den store forskel, der kan være på søskende. Det kan også presse den store nogen gange, at de to små på nogen punkter er langt mere fremme end ham, men vi kan efterhånden tale med ham om det, og om, at han har nogen andre styrker fordi han er som han er.
    Han kan stadig være genert - eller nærmere reserveret - især når andre ihærdigt prøver at komme ind på ham (han skal helst selv bestemme tempoet), men slet ikke samme grad som da han var mindre. Han taler med fremmed uden problemer og vi hører oftere og oftere, at han er en åben dreng, der gerne vil snakke - fx fra de andre forældre i skolen og pædagogerne.
    Vi har stadig udfordringer i forhold til, hvor meget eller hvor lidt vi skal skubbe på. Men nu er han så stor, at vi kan tale om, hvad det er, der sker inde i ham og hvad det er der gør, at han nogen gange har svært ved at overvinde sig selv og gøre de ting, som han faktisk har lyst til. Og vores erfaringer er efterhånden, at det netop er efter sådanne snakke, at han - helt selv - springer ud i det. Vi er også langsomt begyndt at forstå og acceptere, at han han trives med at tulle derhjemme og ikke har det store behov for en masse aktiviteter og legeaftaler - så også her er vi begyndt at lade ham tage initiativet selv - men det er udfordrende for alle - især fordi resten af familien består 4 mere eller mindre ekstroverte personligheder ;-)
    Men alt i alt vil jeg bare sige, at for vores familie er det enormt givende og lærerigt at skulle rumme vores forskellige personligheder. Det bliver heldigvis nemmere med tiden efterhånden som vi lærer at give ham plads og have tillid til, at han (som min meget udadvente mand jævnligt må sige til sig selv) finder sin vej gennem livet :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar. Jeg har også tænkt på det med legeaftalerne, som vi jo nok er mange, der går op i. Vi er jo så bange for, at vores børn ikke er med på noderne. Men nogle gange tænker jeg, at det måske ikke er Laras behov. Hun spørger i hvert fald sjældent til at få en kammerat med hjem. Tak for dit input i denne retning.

      Kh
      Anna

      Slet
  4. Jeg har selv en datter på 2 år og 8 måneder, som er præcis som du beskriver Lara. Helt fra hun var 3-4 måneder reagerede hun meget på at komme over til andre end far og mor, og hun har altid været meget indadvendt som du beskriver Lara. Det har taget lang tid for hende at blive tryg i vuggestuen, og hun skal stadig lige bruge 5-10 min på at se tingene an, før mor og far kan gå om morgenen. Jeg har også tænkt meget på, om vi som forældre har forværret hendes indadvendthed ved netop at skærme hende i situationer, hvor man bare ved at hun vil reagere. Men helt ærligt - så tror jeg simpelthen vores påvirkning er begrænset. De kommer jo bare med en færdig personlighed, og så er det op til os at skabe de bedste rammer til netop den personlighed!

    Der er mange (i den mere perifere familie) som ihærdigt prøver at vinde hendes tillid og trække et smil ud af hende ved at finde på alle mulige tricks og løjer, men det eneste de får ud af det, er som regel et skeptisk ansigtsudtryk. Det der virker bedst er sådan set at lade hende være, og så vente til hun kommer selv - det kender I sikkert også.

    Jeg synes næsten det værste er, at man er bange for at andre ikke kan se hvor fantastisk hun er. Jeg går lidt med en frygt om at andre synes vi har et mærkeligt, surt barn, og det er jo bare SÅ langt fra virkeligheden, for i trygge rammer er hun jo bare den sødeste, sjoveste fjollegøj!!

    Når vi er ude og hun reagerer genert, så spørger jeg hende ofte om hun lige skal sidde lidt hos mig og kigge lidt, og så fortæller jeg hende at det også er helt okay. Vi taler også meget om, at hun nogle gange godt kan blive lidt bange, når hun ikke kender folk, og at det OGSÅ er helt okay.

    Lige om lidt kommer lillebror til verden (termin i morgen!) og jeg er rigtig spændt på at se hans personlighed. For hans egen skyld håber jeg at han er lidt mere udadvendt, men hvis han kommer til at ligne sin skønne storesøster er det nu heller ikke så tosset;)

    Jonna

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jonna

      Tusind tak for din kommentar. Jeg kan sagtens følge dig. Jeg er også ofte frustreret over, at folk ikke kan se, hvor dejlig en pige jeg har. Hun kan så mange ting og er så "levende" når hun er tryg.

      Jeg tror ikke man får noget positivt ud af ikke at skærme sit barn, hvis man oplever, at barnet er utrygt. Hvis man ikke gør det, får man et endnu mere utrygt barn, som udover at være usikker på sig selv også er usikker på sin trygge base og som føler sig forkert.

      Kh
      Anna

      Slet
  5. det lyder som mig da jeg var barn og jo det er da blevet bedre ,men alligevel ikke ,jeg hader at skulle være fremmede steder og skulle være sammen med fremmede er ikke sjovt og hvis jeg kunne så har jeg hele mit liv ville have min mor med .. også stadig som voksen som 51 årig ville jeg sommetider ønske jeg kunne tage min mor med ,når jeg skal noget svært .. jeg har i den grad brug for trykhed .. og jeg kan da godt alene ,når jeg skal noget ,men jeg skal ligesom tage tilløb til det ... så jeg tror ikke man vokser fra det, jeg tror bare ,man må leve med det og sige at sådan er det bare ,og øve sig i at gøre ting uden sin mor ... ps jeg har som sagt 5 børn og de kan da også sommetider være utrygge og ville have mig med eller også vil de bare ikke noget og som din datter løb fra noget der ikke føles trykt ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det handler nok om at øve sig - hele livet. Jeg tror nu, at det godt kan lade sig gøre (det lykkedes for min mand, som var meget genert som teenager, men den dag i dag er meget udadvendt - ofte mere end mig, som ellers aldrig har været genert).

      Kh
      Anna

      Slet
  6. Hej Anna,

    Jeg er måske selv, som du beskriver Lara - eller var det som barn. Min lillesøster har altid været midtpunktet til familiefester og gået fra arm til arm hos alle de fjerne og ukendte familiemedlemmer. Jeg gemte mig derimod altid bag min mor eller trak mig lidt tilbage på afstand og observerede.

    Men med 30 år på bagen har jeg efterhånden lært at tackle verden med oprejst pande og lade ubehaget ved nye situationer ligge i baggrunden. Det kræver dog ofte en dyb indånding at kaste sig ud i det. Som også det også nævnes i en af de tidligere kommentarer ovenfor, så er det bare vigtigt at I holder fast i, at Lara er skøn som hun er, og vi er allesammen forskellige - også hendes venner i børnehaven.

    Jeg har selv arbejdet rigtig meget med at overvinde mine mentale begrænsninger med at møde folk og nye omgivelser. Og når det en gang i mellem griber fat i mig igen, så prøver jeg at skille tingene ad og sige, hvad er det værste, der kan ske? Og som regel er det værste jeg kan komme i tanke om, at jeg kan sige noget dumt eller gøre ting i en anden rækkefølge end andre ville gøre. Det har alle glemt i morgen. Og hvis ikke - så bare grin med dem i stedet for at blive flov. Så er det endnu hurtigere glemt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar. Jeg genkender angsten for at sige eller gøre noget forkert - selvom jeg ikke er genert eller utryg ved at møde folk, jeg ikke kender. Den følelse kan vi vist alle have.

      Kh
      Anna

      Slet
  7. Kære Anna
    Jeg har vist heller ikke kommenteret på din blog før, men får også lyst til at kommentere på dit indlæg denne gang. For som andre skriver kunne indlægget handle om mine 2 børn, min datter er født i 2004 og min søn i 2009. Det interessante er, at det har ændret sig i løbet af de sidste fire år. Det, der skete med min Katrine, var, at hun voksede enormt af at blive storesøster. I løbet af Anders første leveår, så fik hun modet til at komme ud af sin skal. I dag taler hun ligefrem uopfordret til frisøren, når hun bliver klippet, hvilket før ville have været svært overhovedet at kigge op på frisøren. Vi valgte i sin tid at vente med at Katrine kom i skole et år (hun er født sidst i december, så hun er næsten alderssvarende med sine kammerater), og det gjorde også en forskel - hun har et fagligt overskud i klassen, så hun kan fokusere på sine sociale kompetencer og følsomhed. Hun vælter måske lidt oftere/bliver ked af det oftere end andre, men samlet set er hun blevet ret følelsesmæssig stabil og hviler mere i sig selv. Da hun skulle have første skoledag, og min mand havde taget fri, så kiggede hun undrende på ham og spurgte "Må man virkelig have sin far med første skoledag?" :-) Ja, og forskellen er enorm mellem børns personlighed, lillebror er virkelig en storcharmør, der har en "her er jeg, hvem er du?" -attitude til verden. Måske var det det, hun så og fik modet til at komme lidt ud og tale med mennesker?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Dorthe

      Tusind tak for din kommentar. Faktisk kan vi se en forandring på Lara, efter hun er blevet storesøster, ligesom du beskriver. Og vi håber, at hun vil voksne endnu mere med opgaven. På den måde er det nok godt nok, at der er 4,5 år imellem dem, for hvis de var mere alderssvarende, kan jeg være bange for, at Askil ville fylde mere end godt er. Nu kan hun være den store, og føle sig som den store, selvom hun er en forsigtig pige.

      Kh
      Anna

      Slet
  8. Hej Anna

    Jeg har ikke fået læst alle de andre kommentarer, så måske en af dem allerede har nævnt det... Men det du beskriver lyder fuldstændig som vores datter, og vi har fundet stor hjælp og forståelse for vores datters måde at reagere på i denne bog: Særligt sensitive børn af Elaine N. Aron.

    At være særligt sensitiv er ikke en diagnose eller sygdom, men et medfødt temperament (ca. 15- 20 % af børn har det) - hvilket er meget rart at kunne sige til pushy bedsteforældre, som ikke helt forstår Lærkes tilbageholdenhed, når det kommer til nye ting og mennesker! Og ja, der kan være ret så stor forskel på søskende. Min søn har slet ikke samme behov for tryghed, men tosser bare af sted.

    kh Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anette

      Tusind tak for bogtitlen - kan se, at Rakel også har nævnt det i en kommentar længere nede. Jeg vil helt sikkert have fat i den bog. Og ja, det kunne være rart at have noget at sige til - for vores vedkommende - pushy pædagoger, som ikke har så meget forståelse for, hvem Lara er.

      Kh
      Anna

      Slet
  9. Aya har mange af de samme træk, men det er blevet meget bedre, men vi måtte også droppe dans da forældre blev bedt om at være udenfor. Det kunne hun slet ikke, og vi går nu igen til gymnastik hvor vi kan være med, og så er der ikke nogen problemer. Nu er hun kun lige tre år, og jeg var præcis selv sådan eller mere som Lara da jeg var lille, men trods det har jeg altid klaret mig godt og haft veninder osv ;) som nævnt, har i tænkt på om hun kunne være særlig sensitiv? Jeg er ikke sådan tilhænger af diverse kategorier for børns adfærd, da det er, som du beskriver hendes personlighed. Men har hørt flere nævne det positivt, og overvejer at få læst lidt mere om det selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lidt vildt, at I bliver bedt om at blive ude, når barnet kun er tre år. Det er voldsomme krav at stille så små børn, synes jeg. Godt at I lyttede til jeres barn frem for de voksne.
      Der bliver nævnt en bogtitel i flere af kommentarerne - måske det også kunne være noget for dig?

      Kh
      Anna

      Slet
  10. Kære Anna. Vores dreng som nu er 6 år har haft det meget som Lara. Jeg er helt enig med dig i at en tryg base hvorfra barnet kan udforske verden er afgørende - og jeg mener ikke at kommer ved at presse alt for meget på. Men det er en balancegang som min mand og jeg også har brugt mange timer på at tale om, - hvordan gør vi lige det i forskellige situationer. Min erfaring er at vi som forældre kender vores børn bedst og at vores mavefornemmelse for hvad der er behov for er rigtig god. Men det er ikke let. Jeg synes det er super godt at du blev hos hende i gymnastiktimen! :-). Måske har hun nu en alder hvor I kan tale med hende om det - og også om det her med at I nogle gange har sagt om hende at hun er genert. De har jo store ører, selvom de er små og det kan man godt komme til at glemme nogle gange. Jeg taler en del med vores dreng om relationer til kammerater osv. Nogle gange får jeg lavet lange sætninger og taber ham undervejs - så griner vi ad det :) Og jeg prøver med et enklere budskab ;). Jeg øver mig meget i det :-)
    Mange hilsner
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette

      Tusind tak for din kommentar. Vi øver os også. Jeg synes, det er svært at snakke med Lara om det, for hun lukker ofte i. Og vi vil også passe på ikke at sætte hende i en bås. Det er en svær balancegang, synes jeg. For det går jo heller ikke væk ved ikke at snakke om det.


      Kh
      Anna

      Slet
  11. Jeg fik en hel klump i maven da jeg læste dit indlæg.
    Alt du har skrevet passer til punkt og prikke på min datter på 3,5 år. Hun er præcis så indadvendt som du beskriver Lara. Vi har gjort os mange af de samme tanker som jer og præcis som du beskriver har vi også få gange presset hende lidt til at skulle svare og ofte undskyldt med hun er genert. Hun vil nemlig aldrig svare folk hvis de siger hej eller henvender sig til hende først. - Altså i situationer hvor det er mennesker hun ikke kender eller i fx børnehaven hvor de er mange mennesker.
    Vi har endnu ikke oplevet andre børn værende som vores datter, så jeg bliver helt glad for at læse vi ikke er alene om at have sådan en datter - og ikke mindst at vi tackler de udfordringer på samme måde som andre så gør. Efter min datter er startet i børnehave synes jeg det er blevet endnu sværere. De er nemlig begyndt at bemærke det og vil prøve at ændre på det - men vi kan ikke helt finde ud af om det nu også er en god ide med så forholdsvis lille et barn. Hm, sikke en masse bekymringer og udfordringer der følger med at have børn.
    Du skal hvertfald have tusind tak for dit indlæg - det var som skrevet rigtig dejligt at læse. :) god dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette

      Tusind tak for din kommentar. Jeg håber, at du holder fast i - også over for pædagogerne - at din datter skal accepteres og anerkendes for den, hun er. Jeg tror ikke, man får et helt barn ud af det, hvis ikke man anerkender barnet for den, det er. Et højt selvværd giver mod på livet - og på at komme ud i det.

      Kh
      Anna

      Slet
  12. Jeg har fuldt med et stykke tid. Det er en virkelig inspirerende blog. Jeg nyder altid at læse dine indlæg.
    Da jeg læste dette kunne jeg ikke lade være med at tænke på C.C. Jung's teori om typologi. Denne bliver brugt som baggrund for mange personlighedstest. Da den netop fortæller nogle af de genneraliserbare træk hos mennesker. Kort fortalt handler den om at vi mennesker har to forskellige indstillinger til verden nogen af os er udadvendte og andre indadvendte. Han beskriver ikke noget om at den ene type er bedre end den anden, men at i vores del af verden er det mere anerkendt at være udadvendt og de udadvendte kan have det svært med de indadvendte, men at det i bund og grund handler om at man ikke forstår den andens tilgang til verden.
    Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget. Tænkte det måske gavn en vinkel.
    God dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar og pæne ord om min blog. Det er en fin vinkel, du kommer med. I vores kultur er det jo de udadvendte, som vi ønsker at fremme - det er ligesom værdierne, er min oplevelse. Der er ikke så meget forståelse for eller plads til de indadvendte.

      Kh
      Anna

      Slet
  13. kære Anna,
    hvor er hun sød jeres Lara. Jeg har den samme datter, bare nogle år ældre. vi har ladet hende få den ro osv, som hun havde brug for. Nu hvor hun er blevet ældre (8år) er vi begyndt at skubbe hende ud af hendes tryghedszone... Indtil i år har hun ikke haft lyst til at gå til noget fritidshalløj uden os, men i år har vi lagt lidt press på og sagt, at hun skal. hun vil helt vildt gerne, men alt det nye er hun ikke glad for!!! oveni tryghedsgenet kommer ønsket om, at hun gerne ville kunne det hele med det samme...
    vi kan nu tale med hende om det og f.eks. i forhold til svømning, at det ikke hjælper at vente, at ting tager tid, at det er vigtigt at måtte kæmpe lidt for at lære noget, kaste sig ud i noget nyt uden at det betyder nedtur osv...
    giv det tid Anna, hun skal nok være klar til hele verden med tiden. JEg er absolut sikker på, at I gør det rette. nr 2 er total modsat- jo mere der sker, jo federe...alt bliver taget som en udfordring fremfor et nej tak i angst om et nederlag...
    Jeg er så spændt på nr 3 hvordan hendes personlighed bliver:)
    kh kirsten

    SvarSlet
  14. nå ja, ang legeaftaler- der har været stille indtil for nogle måneder siden...nu vil hun helst ha en med hjem dagligt og mor og far er bare så ubrugelige... indtil hun bliver træt og skal puttes, hihi :)
    kh kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Kirsten

      Tusind tak for din kommentar. Det er dejligt at høre om dine erfaringer. Jeg er også sikker på, at Lara nok skal vokse fra det, og at det lige nu handler om at styrke hendes selvværd.

      Kh
      Anna

      Slet
  15. Kære Anna!

    Prøv at læse Anna Skyggebjergs blog: blog.annaskyggebjerg.dk
    Hun har ligeledes skrevet bogen "Introvert - stå ved dig selv"

    Kærlig hilsen!

    SvarSlet
  16. Hej Anna.
    Har du mon læst den bog der hedder "Særligt sensitive børn" af Elain Aron?
    Hvis ikke synes jeg virkeligt at du skulle prøve det.
    Jeg tror du vil kunne finde meget genkendelse og hjælp i den bog.
    Den er skrevet i utroligt positive vendinger og behandler i store dele af bogen, det at være særligt sensitiv, og som symptom bliver man "indadvendt/introvert" og genert. Og den giver utroligt gode og positive ideer til hvordan man kan lære at leve med det og vende det til fordele, og hvordan man som voksen og forældre kan hjælpe sit barn, rumme det, og forstå det.
    Desuden er der også et afsnit, som man kan vise til børnehaven/skolen (gymnastik), hvor man meget hurtigt kan læse, hvordan man konkret kan hjælpe barnet i institutionen og i situationer der kan virke grænseoverskridende for det.
    Kender du mon bogen? :)

    KH Rakel

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rakel

      Nej, den kender jeg faktisk ikke, men vil straks låne den på biblioteket. Tusind tak for informationen.

      kh
      Anna

      Slet
  17. Hejsa. Lige kort, for er ved at putte børn. Det lyder som en beskrivelse af vores den ældste. Da jeg - efter flere anbefalinger - fik set nærmere på hjemmesiden sensitiv.dk og fik læst bogen om sensitive børn af Elaine Aron, gik der virkelig et lys op for mig. Min datter er helt tydeligt særligt sensitiv. Det er jeg også! Jeg har altid følt mig anderledes og forkert, fordi jeg ikke "var ligesom de andre" og havde brug for ro ved at sidde med næsen i en bog eller ved at lege alene, for at kunne overkomme alle de ting, der ellers sker i løbet af en dag. Efter at have lært mere om sensitivitet er jeg meget mere i kontakt med mig selv, jeg føler mig ikke længere forkert, og jeg kender i langt højere grad mine styrker og svagheder. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra, når jeg bliver overstimuleret. Samtidig sørger jeg for, at der hver dag er tid og ro, så både jeg og min datter kan lade lidt op igen. Det betyder, at det er helt ok for min datter at sidde alene på sit værelse og lege eller at stene foran fjernsynet, når hun kommer hjem fra vuggestue. Ikke noget med legeaftaler, aktiviteter eller andet, da hun simpelthen ikke kan rumme mere. Har engang skrevet et blog-indlæg om det. http://bylanggaard.blogspot.dk/search/label/Særlig%20sensitivitet

    Kan i den grad anbefale Elaine Arons bog (som dog er meget amerikansk, men det må man tage med), og sensitiv.dk, som holder nogle rigtig gode foredrag. Der er vist ved at være en del litteratur om særlig sensitivitet, som efterhånden er et anerkendt karaktertræk - og IKKE en diagnose. Jeg ved i hvert fald, at det er et begreb, som de benytter i både ældstens børnehave og yngstens vuggestue.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Judith

      Tusind tak for din kommentar. Flere nævner bogen, som jeg da helt sikkert skal have kigget mere på. Dejligt, at det gav mening for dig at læse bogen.

      Kh
      Anna

      Slet
  18. Hej Anna. Jeg har selv tænkt en del over det med generthed/det at være sensitiv. Dels fordi min søn har en snert af det, og dels fordi jeg som pædagog i en integreret institution møder børn dér på forskellig vis giver udtryk for at de har særligt brug for tryghed, forudsigelighed og omsorg. Jeg har læst bogen "elsk dig selv" af Ilse Sand, og er herigennem blevet lidt klogere på emnet. Bogen er nem og hurtig at læse og er meget positiv. Ilse er så vidt jeg husker præst og selv særligt sensitiv. Bogen tager mest udgangspunkt i voksne sensitive, men synes nemt man kan drage nogle paralleler. Den kan lånes på biblioteket og varmt anbefales. Tak for at du deler dine tanker:) Kh Lisa

    SvarSlet
  19. Hej, jeg kan se, at flere anbefaler Arons bog. Jeg vil gerne anbefale Susanne Møbergs bog om samme emne; er du også særligt sensitiv. Den kan læses hurtigt, men giver lynhurtigt et indblik i hvorfor hjernen gør som den gør, når man er særligt sensitiv ! Håber at i med alle de nye bogtitler finder ny inspiration. Mange hilsner fra en særligt sensitiv af slagsen ;) http://www.moeberg.dk/saerligt-sensitive-mennesker.html

    SvarSlet
  20. På mit link er der et fint tv interview med Susanne Møberg

    SvarSlet
  21. Hvor er det skønt at du skriver at i vil anerkende og elske hende for den hun er, så hun kan gå ud i verdenen med masser af selvtillid. Jeg synes generelt at børn i dag skal være ens, før de kan passe ind i systemet.
    Min nevø på 9 år har også altid været meget tilbageholdende og genert, og som du skriver kan det virke lidt uhøfligt. Vi så ham rigtig tit da han var baby, men det tog som regl 1 times tid før han varmede op over for os, og ville lade os tale til ham.
    Han klare den meeeget bedre idag, selvfølgelig især når han er i trygge rammer. Problemet er så bare at folkeskolen bare gerne vil have at han skal være mere social og deltagende istedet for at give ham den plads han har brug for.
    Min søster var på samme måde som barn, og hun har det jo fint idag og fungere helt normalt, men igen især i trygge og kendte omgivelser:)
    Hun er i øvrigt en fantastisk smuk pige din Lara

    tak for en dejlig inspirerende blog

    SvarSlet