Askil er nu knap 5 måneder og trives. Han er en glad baby, som ikke sover meget i løbet af dagen, men til gengæld sover godt om natten. Løsningen på de mange vågne timer om natten var majsgrød, som han startede på, da han var lidt over tre måneder. Sikke en forskel.
Min største frustration og bekymring er, at han sutter tommeltot. Det gjorde han allerede, da han var helt spæd, og det har han sikkert også gjort, imens han lå i min mave. Sundhedsplejersken spottede med det samme, at han var et barn med stort trygheds- og suttebehov. Så det var vigtigt at introducere en sut. Det har vi gjort, men han er ikke meget for at tage den.
Det vil sige - han sutter gerne på den, men han bruger den ikke som trøst, eller når han skal sove. Der bruger han sin tommeltot. Faktisk er det sådan, at han oftest kun kan falde i søvn med sin tommeltot i munden. Vi prøvede nogle dage i træk at tage hans tommeltot ud og give ham sutten, når han skulle sove i barnevognen - men han kunne ikke give slip uden at få tommeltotten ind i munden, og vi fik en træt, forvirret og ulykkelig baby som resultat.
Det har været en prøvelse at få ham til at vænne sig til barnevognen og i det hele taget sove i løbet af dagen. Nu har han endelig fundet en måde, hvorpå han kan falde i søvn, nemlig at sutte på tommeltot. Og hvis jeg fjerner dette fra ham, skal vi starte helt forfra.
Jeg står lige nu i dilemmaet: Vil jeg have en baby, som sover, men også sutter på tommeltot, eller vil jeg tage kampen og dermed have en baby, som får svært ved at finde ro og tryghed?
Sundhedsplejersken foreslår, at vi skal tape hans fingre sammen i et par dage. Det har hun god erfaring med. Men det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at gøre, og da slet ikke, når han er så lille. Vi kan også vente og tage kampen, når han er et år. Eller vente til han er tre år, og så forhåbentligt håbe, at han er vokset fra det på det tidspunkt.
Problemet med tommeltotten er jo, at den kan man ikke tage fra ham, ligesom man kan med en sut. Og det kan give problemer med tænderne, hvis han bliver ved med det. Det kan ende i overbid.
Så jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre fra dig, hvis du har stået med samme problem - og enten kan berolige mig eller give mig gode råd til, hvordan vi tackler det.