søndag den 9. juni 2013

Et par erfaringer rigere







I går var det 2 måneder siden, at vores lille dreng (som stadig ikke har et navn - men det er på trapperne) kom til verden. Og det er utroligt, så hurtigt han udvikler sig.

Sidst, jeg gjorde status, var han 1 måned gammel og havde rigtig ondt i maven. Jeg fik rigtig mange gode råd af jer bloggere, og vi afprøvede en del af dem: Bio gaia dråber, skifte d-vitamin dråber, mylicon dråber, kiropraktor, zoneterapeut - for bare at nævne noget af det. Intet var en mirakelkur, men i løbet af de seneste 14 dage synes mavepinen at være forsvundet af sig selv. Uroen om dagen er nu helt væk, og skrigeturene om aftenen er erstattet af en generel kropsuro, som kan tages i opløbet, inden han bliver overtræt. 

Sovningen går også en del bedre. Vi øver stadig at sove i barnevognen, og det fungerer om morgenen og om formiddagen. Om eftermiddagen kommer strækviklen i brug, især når jeg er alene med både ham og Lara, for så er der ikke meget tid eller ro til at gå rundt med barnevognen. Om aftenen er det svært at få ham til at sove, og vi har været ude i et slags misbrug af kamille/sukkervand, som var det eneste, der bare kunne få ham til at slappe lidt af. Nu virker det at stille ham under emhætten - og det er en kæmpe lettelse for os alle sammen, at han ikke skriger i vilden sky i to timer. Jeg tror dog, at jeg må indstille mig på, at jeg har et barn, som ikke har så meget brug for søvn. Det er også helt ok, så længe han trives og ikke er ulykkelig. 

Lara tager det stadig flot. Der er reaktioner (den anden dag plukkede hun resolut blomsterhovederne af mine georginer). Benet i gips og en far, som er meget væk, gør det ikke nemmere. Men det er håndterbart. Og den lille er helt vild med hende, og det kan hun godt mærke.

Han begyndte i 6 ugers alderen at smile bevidst, og det dyrker han i stor stil nu. Han vil rigtig gerne kommunikere, og der skal helst ske noget. Ikke noget med at ligge stille længere tid ad gangen.  

Nyt barn - nye erfaringer. Og de sidste to måneder har jeg erfaret:

  • at børn kan være som nat og dag, selvom de har de samme forældre
  • at en strækvikle er Guds gave til mødre med tryghedshungrende og klæbende babyer 
  • at jeg og den lille bestemt ikke er enige i, hvor meget og hvor længe der skal soves i løbet af dagen
  • at ikke alle børn elsker deres lift eller deres barnevogn
  • at han er en mester i at powernappe og at jeg ikke bare kan stille barnevognen fra mig, når jeg tror han sover
  • at man får ondt i armene af at holde babys fødder om natten, men at man hellere vil det end at have en vågen og urolig baby
  • at lige så charmerende hans smil og små "tjuk tjuk" lyde er om dagen, lige så irriterrende er de klokken tre om natten
  • at man kan vænne sig til kun at få to timers søvn ad gangen (og jeg undrer mig over, at jeg før babyens ankomst kunne være træt hele dagen, hvis jeg ikke fik sine 8 timers sammenhængende søvn)
  • at man kan komme enormt langt på cola (når nu man ikke kan lide kaffe)
  • og at Lara var en nem baby :-)

___________________________



My little baby boy is now 2 months old. We still haven't found a name, but we're working on it:-) He is growing very fast, and his mind is too - he wants to communicate and "talks" and smiles to us. He doesn't sleep that much, but luckily his stomach ache has disappeared.  


18 kommentarer:

  1. Ja, børn er forskelllige. Mine tre er sol, måne og stjerner - og det er de stadig. Også hvad angår søvn! :)

    Sikke nogle skønne billeder af Lara og lillemanden.

    Kh
    /Christina

    SvarSlet
  2. Alle punkterne lyder lidt for bekendte ;-)

    Skønne billeder af dem begge <3 Han er en smuk en..

    SvarSlet
  3. :-) jeg føler med dig men godt at læse at der er fremgang. :-) mine børn var lige omvendt. Det var min den første der havde maveproblemer, mange timer på armen for at få ro og meget urolige nætter.

    Casper, min nr 2 han sover rigtig godt om natten og det er faktisk stadig Kaja der er vågen flest gange hver nat. :-(

    Men jeg er helt enig. Børn er langt fra ens ;-)

    Håber snart det bliver rigtig godt for jer.

    SvarSlet
  4. He he, lyder dejligt, trods alt. Og de ser jo begge så kære ud.

    Emhætten er på 8 månede også en god ven af huset her, når det hele spidser til ;-)

    SvarSlet
  5. Det er nogle skønne unger i har. :-)
    Vores yngste (Rose på 14 mdr.) var absolut heller ikke glad for hverken barnevogn eller lift. Hun var faktisk over ½ år før hun begyndte at holde af den, og man ikke længere skulle bære hende i armene,sele eller slynge indtil hun sov. Det er altså noget hårdere end at have et barn som elsker sin lift/barnevogn. Det lyder dog til, at i bare klarer det hele så godt, og endda med storesøster med ben i gips. Thumbs up!

    SvarSlet
  6. Dejligt at høre at det går lidt bedre med sovningen :-) Jeg er blevet overrasket over hvor stor begejstringen er mellem vores to - storebror var den første som kunne få lillesøster til at kluk-le - virkelig meget og længe! ;-)
    Vores lillesøster er bestemt heller ikke en pige som sover dagen væk og i lange perioder har hun kun sovet 1/2 time formiddag og en 1/2 time eftermiddag. For mig har det været en stor hjælp bare at erkende at sådan er det - og så have fokus på noget andet - og dejligt. Var ved at blive bims af at alt handlede om baby sovning. Men det var vist først da hun var 4 måneder at jeg kom til den erkendelse... :-) Ja forskellige er de :-)
    Rigtig god aften
    Mange hilsner,
    Mette

    SvarSlet
  7. Dejligt at det går fremad med mave og vel også det at sove :) Nu har vi fået en lillebror, og det kommer faktisk bag på mig hvor forskellige Aya og Alvin er. Kan ikke lade være med at sammenligne, men det kan jeg vist godt droppe... ham her er også en stor tryghedsnarkoman og vil være i armene eller på maven helst. Så jeg venter på postmanden som gerne snart skulle komme med en slynge, som jeg håber gør underværker. Ellers bliver det en strækvikle, for der er bare nogle ting der skal ordnes, og nu er der også en storesøster der har brug for opmærksomhed..

    SvarSlet
  8. Dejligt indlæg og jeg siger det igen; Det lyder fuldstændig ligesom Jonathan! 2 børn af samme forældre ER virkelig dag og nat (nogle gange). Og ja, viklen er vidunderlig. Har en gammel skoleveninde, som syntes det var for 'hippie' at jeg havde vikle til nr. 2 barn.. indtil hun selv fik nr. 2 (med 18 mdr. mellemrum fra den ældste!!). Nu sværger hun til viklen ;)

    Hvis jeres lille bebs er lidt ligesom Jonathan, kan jeg trøste jer med, at de der powernaps bliver længere og længere.
    Jeg fik et RIGTIG godt råd fra min SP i forbindelse med de forbandede lure J tog. Hun sagde, at jeg skulle beslutte mig for hvor længe han skulle ligge i sin barnevogn og sove, F.eks. en time. Hvis han så vågnede efter 20-30 min., skulle jeg gå ud og vugge ham igen/give ham sutten indtil han faldt til ro. Faldt han ikke til ro, skulle jeg blive ved indtil han havde ligget der en time i alt. Uanset om han sover eller ej. På den måde lærer han at ligge der i længere og længere tid og i dag tager han 1,5-2 timer (ja, sågar 2,5 her forleden) i den i streg uden at vågne :)

    Hannibal kunne til gengæld sove 3-4 timer i barnevognen UDEN problemer.. så ja, børn er bare så forskellige!

    Håber rådet kan bruges!

    Kram
    Ps. Shiat han er en lækkerbuks!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Kia

      Tusind tak for det gode råd - du kan tro, at vi øver det med barnevognen:-)

      Kh
      Anna

      Slet
  9. Jeg har også tre vidt forskellige børn...både af sind og skind... det er derfor det er så spændende hver gang at se hvad det nu er for en man har fået ; ) Gad vide om min mormor og morfar havde det på samme måde, de fik ti ; ) og jeg synes faktisk heller ikke mine mostre og morbrødre ligner hinanden særligt meget!

    SvarSlet
  10. Ja, det er så sant. Søsken kan være svært ulike. Så godt å høre at han er blitt roligere. Det pleier å bli mye bedre når de er tre måneder :) Han hadde noen fine, blå øyne :)

    SvarSlet
  11. Ja man bliver lidt udmattet og hvis man ikke har et af de nemme børn er det lidt svært at forstå de overskudsagtige mødre :-) jeg sidder lige og forsøge at huske om det virkelig kan passe at Josefine var 3,5 og Pernille 5 førend 8 timers søvn blev normen her... Jeg må have fortrængt det... Det er bare en overgang.... :-)

    SvarSlet
  12. Heeej :)
    Under min graviditet, drak jeg også cola (jeg er heller ikke til kaffe). Min sundhedsplejerske, som var af ældre dato, fortalte mig, at koffeinen gav (hvis man ammer) babyen uro og Kolik symptomer?! Jeg stoppede straks, og efter 8 dage var min datters uro i kroppen væk, hendes mavesmerter var også væk, og hendes søvn blev bedre.

    Jeg håber det råd kan hjælpe dig.

    KH Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har været uden cola en stor del af hans levetid, og det gjorde hverken fra eller til, så jeg tror ikke, at colaen har skylden:-) Heldigvis er hans mavepine så meget på retur, at vi er ved godt mod.

      Kh
      Anna

      Slet
  13. Tusind tak for jeres søde kommentarer:-)

    Kh
    Anna (som er rigtig træt i dag, da det er en af de dage, hvor han ikke har villet sove andre steder end på mig)

    SvarSlet
  14. Kære Anna

    Ja, man gør mange erfaringer -Jeg er endda "kun" igang med mit 1.barn.
    Magnus er 11 uger og noget vi har RIGTIG GOD ERFARING MED OG GLÆDE af er Slyngevuggen.
    Kender du en sådanne?!
    Det gav mig mine arme fri, jeg kan få varm kaffe (du kan få cola;-)) og Bassen sover!
    Spændt på at høre navnet;-)

    Kh Jonna

    SvarSlet
  15. Ja det er sjovt hvordan børn med helt samme forældre kan være så forskellige. De skal jo nødigt gøre det nemt for os forældre ;-)

    Hvor dejligt at høre at mavepinen er væk og han er mere rolig. Der er ikke noget værre end når man ikke kan berolige sine børn. Glæder mig til at høre hans navn :-)

    Knus

    SvarSlet
  16. Hvor er han da bare sød. Jeg har selv en lille dreng på bare 4 uger, så jeg kan godt nikke genkendende til mange af de ting du skriver. Jeg skal dog slet ikke klage, da Ole er ret nem. Jeg synes i hvert fald ikke det har været slemt indtil videre (man tør næsten ikke skrive det, for så begynder det slemme :)). Godt at høre at hans lille mave har det bedre og at i er ved finde metoder og rytmer. Ole er også mest urolig om aftenen og kan ikke helt finde ud af hvad han vil der. Men indtil videre (7-9-13) har han da knaldet 4 timer af i barnevognen.... Jeg glæder mig til at følge din lille drengs udvikling, da hans alder er tæt på min og han også har en stolt storesøster, som klarer det rigtig flot :)

    SvarSlet