Min snekanindukke

Eller rettere sagt: Laras. For selvom kanindukken egentlig var til mig, har hun allerede adopteret den i sin bamseflok. 

Det er nu også ok. Tilfredsstillelsen for mit vedkommende har ligget i at sy den og at se Lara blive glad for den. Bamser er jeg vist blevet for stor til! :-)

Jeg har længe beundret de smukke kanindukker, som flere i Blogland syr. Wenche og Lisbeth må nok siges at være eksperterne på området, og det er da også Wenches dukkemagerbog, jeg har taget udgangspunkt i, da dukken skulle sys. 

Men hende, der sparkede mig i gang med projektet, er Line fra Xo Ein Ding. Datoen for projektet har været aftalt for en evighed siden. Line havde købt bog, ansigts-jersey, nåle, uld og hvad der ellers skal bruges; jeg medbragte selv frottén, som skulle blive kanindukkens krop. Og i går fik vi så syet vores allerførste kanindukker. Det var tidskrævende (og jeg forstår godt de høje priser, som en håndsyet kanindukke er oppe i), men med Wenches meget anvendelige og pædagogiske bog var det faktisk ikke så svært. Den bog kan stærkt anbefales - og med den i hånden behøver man ikke frygte at kaste sig ud i projektet. Lines dukke kan du forresten se her.

Kroppen designede vi selv, og der måtte 3 prøver til, før vi var tilfredse. Derhjemme fik kaninen kaninpels på - både rundt om ansigtet, vanterne og futterne - samt en lille kaninhale. Jeg havde glemt, hvor træls det er at sy i kaninpels - også selvom jeg har lært, at man skal skære pelsen og ikke klippe den, er der kaninhår over det hele. Men fint ser det ud - og det passer rigtig fint til retro-frottén og giver den et snekanin-look, synes jeg. 

Kanindukken er nu i Laras varetæt - og som I kan se på de nederste billeder, blev den taget godt i mod. Ja, jeg må jo igang med en ny, hvis jeg også skal have en:-)