torsdag den 21. juni 2012

Sommerkjole i jersey - DIY

Sikke et skønt vejr i dag! Det er om at nyde det - for solskin og varme er åbenbart ikke noget man kan forvente af den danske sommer. 

Derfor kom Laras nye sommerkjole i det skønne jerseystof fra liandlo.com også på. Og jeg er nogenlunde tilfreds med pasformen - kjolen er lidt for lang, men ellers er den fin.  






Herunder kommer en vejledning til, hvordan du syr en sådan kjole. 

Jeg har taget udgangspunkt i et undertrøjemønster med amerikansk halsudskæring. Mønstret kommer fra Ottobre nr. 3/2011 og kan ses på billedet herunder. Det går kun til str 92, men du kan selv forstørre det et par numre. Ellers er det også muligt at bruge Minikreas mønster til heldragte, som også har amerikansk halsudskæring. En anden mulighed er, at du kan tage dit barns undertrøje, sprætte den op og bruge den som mønster - så er du sikker på, at størrelsen er rigtig.




Mønstret har jeg tegnet over på mønsterpapir. Før jeg har klippet det ud, har jeg tegnet det om. Du kan se, hvordan jeg har tegnet det, på nedenstående billede. Mål en kjole, som passer dit barn godt, for at se, hvor lang du skal lave kjolen. 




Stoffet lægges til fold, og mønsterdelene klippes ud af det. Stoffet, som du skal bruge, skal være jersey, isoli eller andet strækstof. 




Mål halsudskæringen på både for- og bagstykke for at finde ud af, hvor lang din ribkant skal være. Jeg har ikke kunnet læse mig til, hvor lang ribkanter skal være i forhold til halsudskæringen. Men jeg trækker altid 1-2 cm fra halsudskæringens længde - det synes jeg giver det bedste resultat. Er ribben for kort, trækker den for meget i stoffet. Er den for lang, kommer den til at bule.




Nu skal ribkanterne klippes. Det er nemmest at bruge rib, som ikke er for kraftig i kvaliteten. Jersey eller andet strækstof kan også bruges. Klip ribkanterne med en bredde på 4 cm og en længde, som er lig halsudskæringen minus 1-2 cm. Vær omhyggelig med, at ribkanten er 4 cm bred over det hele - ellers bliver din ribkant skæv.




Læg ribkanten dobbelt og find midten. Find også midten på forstykket. Sæt den fast med tre nåle som vist på billedet herunder. 




Stræk nu ribben, så den passer til jerseyen, og nål den fast. I siderne skal ribkanten være lidt længere end jerseyen. 




Sy nu ribkanten fast. Jeg bruger almindelig lige-ud-sting med en stinglængde på 3. Her har jeg syet med 0,5 cm sømrum, men du kan også sy med 1 cm. Hvis du syr med 1 cm, bliver ribkanten mindre. Stræk ribben forsigtigt, imens du syr. Pas på, at du ikke kommer til at strække jerseyen ligeledes.




Og så ser det sådan ud:




Nu skal ribkanten zigzagges eller overlockes. Ønsker du det mere usynligt end her, så brug sytråd i samme farve som ribben - også til at sy ribben fast med. 




Sy nu en stikning på retsiden et par millimeter under ribkanten. Sørg for, at den zigzaggede/overlockede kant sys fast og ikke bukker opad. 




Så ser det sådan ud på forsiden:




Og sådan på bagsiden:




Sy ribkant på bagstykket på samme måde. Nu skal for- og bagstykke sys sammen i skuldersømmen. På mønstret kan du se, hvor langt stykkerne skal sidde ind over hinanden. Ellers kan du prøve dig lidt frem. Nål dem sammen og sy med max. 0,5 cm sømrum.




Vend vrangen ud og sy eller overlock sidesømmene sammen ret mod ret.




Læg kjolen sammen og klip den nederste kant - den skal bue en smule.




Mål nu ærmegabet og klip et stykke rib, som er 4 cm bredt og samme længde minus 1-2 cm som ærmegabet.




Sy ribkanten sammen i enderne, så den danner et rør. 




Fold ribkanten og find midten som vist på billedet herunder. 




Sæt nu ribkanten på ærmegabet. Sørg for, at midter-nålene sættes i sidesøm og skuldersøm, så ribkanten fordeles ligeligt. Stræk kanten og nål den fast. Sy nu på samme måde, som du syede ribkanten i halsudskæringen. Zigzag eller overlock og sy en stikning, så den indvendige kant holdes fast. 




Sy rib på nederdelens kant på samme måde. Du kan også vælge at lægge den op.




Og så er kjolen færdig! 




Dette er én måde at sætte ribkant på. Inden længe vil jeg vise en anden måde, hvorpå man kan lave ribkanter. 


31 kommentarer:

  1. Fedt! Det virker jo rimelig nemt, så det tør jeg da godt prøve nu :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Pia. Og ja, det kan du sagtens kaste dig ud i - det er ikke så svært.

      Slet
  2. Tusen takk for fin og enkel forklaring på hvordan en syr kantene :) Skjønner jeg må gå til innkjøp av overlock-maskin. Og forresten synes jeg det var litt morsomt at du "klager" over dansk sommer (jeg bor selv i nord Norge, hvor vi har 7 grader og regn ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er jo altid steder, hvor vejret er værre:-) Men for hulen da, det vejr - og vi trænger sådan til sommervejr her i Danmark! Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, at det skal regne hele sommeren - det gjorde det sidste år ...

      Kh
      Anna

      Slet
  3. Tak for inspiration og DIY - jeg har nemlig mønstret til mimikreas bodysuit, men synes min mindste pige er ved at være for stor til heldragter... ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, det kan du sagtens bruge - og det er ikke så svært at forstørre, hvis du vil have større størrelser end det.

      Kh
      Anna

      Slet
  4. Super vejledning!! Tak for det, og hvor er din datter dog bare yndig i sin fine kjole :)

    SvarSlet
  5. Hvor er den fin og sikke en fin diy, det er lige før jeg tør give mig i kast med sådan en... jeg mangler bare en pige, at putte den i. Lige et spørgsmål fra en synovice - syr du hen over nålene? Det kan min gamle maskine vidst ikke, kunne ellers være rart :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord:-)
      Og hvad angår nålelene, så ja, det gør jeg - og det tror jeg alle maskiner kan - det skal de i hvert fald kunne. Prøv - det kan vel allerhøjst koste dig en ny symaskinenål! :-)

      Kh
      Anna

      Slet
  6. Det er så fint... helt vildt lækker faktisk.. God tydelig guide :-)

    SvarSlet
  7. Lækker, lækker kjole og model..
    Rigtig god DIY, man får helt mod på at give sig i kast med de strækstoffer :-)

    SvarSlet
  8. Hvor fantastisk - super god DIY! Den vil jeg prøve en af dagene..

    SvarSlet
  9. Du er bare fantastisk god til at forklare, så det er forståeligt for alle, godt gået og rigtig lækker kjole ;O)

    SvarSlet
  10. Det mønster har jeg også, så jeg skal helt sikkert prøve nu hvor du har lavet sådan en god DIY - min største udfordring er nok at jeg ikke synes det ser vildt pænt ud når jeg syr i jersey (jeg har en helt ny Singer confidence så det er nok ikke maskinen, der er problemet;-))

    SvarSlet
  11. Tak for en nem og forstålig DIY, det må jeg prøve:-)
    Lene

    SvarSlet
  12. Den skal klart afprøves, jeg vil da bare lave en lille sej sommer-undertrøje til Emil :)
    Tak fordi du delte.

    SvarSlet
  13. Hvor er det bare en god DIY. Det skal klart prøves. Tusind tak fordi du deler din viden med os andre.

    SvarSlet
  14. Hej Anna. Jeg er nød til at søge hjælp hos en dygtig syerske :) Håber du kan hjælpe.

    Er der en "tommelfingerregel" for, hvordan man kan udvide en størrelse? Altså fx. hvis jeg vil sy en kjole i en str. 7 år hvor mønstret kun går til str. 4 år?

    Kh Heidi

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi

      Det er noget af et spring - fra 4 år til 7 år. Det nemmeste er at finde et mønster, der også er til en 7 årig. Jeg ved, at Ottobre nr. 3/2011 har et blusemønster med amerikansk halsudskæring i str 122-170 cm.
      Vil du prøve alligevel, kan du måle din datters tøj og sammenligne med dit str 4 år mønster. Du kan også se, hvordan mønstret forstørres, hvis der er flere størrelser i mønstret - og så gøre det samme med dit mønster. Men som sagt - det er mange størrelser at springe.

      Kh
      Anna

      Slet
    2. Ja, jeg ved det sørme godt.. hehe..Men synes bare ofte at modellerne til de helt små, ville være lige så gode til min datter i større str. og det kunne jo være at det var lige til højrebenet :)(som det så nok ikke er)

      Men vil da lige prøve det med at se hvordan møntret forstørres. Tusind tak for dit svar :D

      God Fredag aften til dig og dine. Kh Heidi

      Slet
  15. Så fin DIY. Tak for den! Den får det der med strækstoffet og ribkanter til at virke lidt mindre farligt. Men jeg har vist lidt for mange projekter på listen til at kaste mig ud i nyt (og medfølgende indkøb).

    Hvor er Lara sød i kjolen :)

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
  16. Tak for den flotte DIY- og det er en superfin kjole- Hun er altså en lille smuksak hende Lara!

    SvarSlet
  17. Super fin kjole og en sød lille pige! Tak for DIY.

    SvarSlet
  18. Hvor fintl Og sikke nogle gode sommerbilleder. Men hvad sker der med vejret i dag?? God weekend :-)

    SvarSlet
  19. Du er en skat!! Tusind tak, fordi du vil dele din viden med alle os! Jeg suser ogte forbi din blog, når der lige er noget der driller. Du burde skrive en bog! Så ville jeg være den første til at købe den! Glædelig sct. Hans :)

    SvarSlet
  20. fed DIY. er selv gået igang med bluser, kjoler osv, men det driller. pt er det kun bukser der er lykkedes.

    SvarSlet
  21. Hej Anna
    Super sød sommerkjole. Ville bare hører hvor du ville sy henne iht. Ribkanten hvis du skulle sy med en coverlocker. Har nemlig anskaffet mig sådan et bæst og er lidt i tvivl om hvor jeg skulle sy. En stikling på jersyen og på ribben eller begge syninger på jersyen ?? Håber du forstår meningen

    SvarSlet