Her kommer endnu en DIY - denne gang på filtede uldbolde, som jeg flere gange har lavet sammen med lidt større børn med stor succes.
Disse har jeg selv filtet og derefter pyntet med broderitråd og perler:
Disse har jeg selv filtet og derefter pyntet med broderitråd og perler:
Boldene kan bruges som pynt, legetøj og fungerer fint som barselsgaver - man kan filte en lille klokke ind i bolden og undlade perlerne, så er de vældig babyvenlige:-)
Kartet uld kan købes flere steder på nettet eller hos Panduro Hobby (der er det desværre ret dyrt). Det fås i et utal af farver og kvaliteter - så hvis man vil, kan man skabe sig et sandt farveorgie af bolde.
Jeg bruger merinould, som er særlig blødt og lækkert.
At filte uldbolde er en fantastisk aktivitet sammen med børn. Sanserne og finmotorikken tages i brug, når man skal stå med fingrene i sæbevand og filte bolden sammen. Og de mange farver kan man lege med og skabe mange forskellige udtryk.
Du skal bruge:
- Sæbespåner og varmt vand
- Et stykke bobleplast til at filte på
- Evt. broderigarn og perler
- Evt. en lille klokke
Nedenunder kommer en bileldserie, hvor en 10-årig dreng viser os, hvordan man laver en sådan bold.
Ulden "tottes op" - dvs. den skilles fra hinanden, så den ikke ligger i tykke pølser, men bliver fehårsagtig. Til det har man tørre hænder. Du skal bruge en stor bunke.
Man starter med en lille tot, som man former til en kugle og forsigtigt dypper i sæbevand. Derefter lægger man flere og flere tynde uldlag på. Hvert uldlag filtes sammen med det forrige, inden der lægges et nyt uldlag på. Man filter ved at rulle bolden mellem sine hænder. Først forsigtigt, senere kan man godt blive mere hård. Der filtes på et stykke bobleplast, hvis bobler gør, at ulden bliver "masseret". Dvs man triller bolden hen over bobleplasten.
Husk at totte ulden op, så den ikke klumper.
Efterhånden vokser bolden og bliver mere og mere rund. Pynten (yderulden i forskellige farver) kommer på til sidst Pas på, at bolden ikke er blevet filtet på for længe der - jo mere man filter, jo sværere er det at få ny uld til at sætte sig fast.
Når alt uld er på, filtes bolden længe - allerhelst så længe, at man ikke kan trække tråde ud af den.
Den skyldes grundigt og lægges til tørre, inden den evt. pyntes med broderisting og perler.
Og her er så resultatet af en flok 10-åriges anstrengelser - de er da blevet ret flotte, ikke?